Fætter BR måtte udvide Black Friday
Black Friday gav meget lange køer hos Fætter BR i deres netbutik. Så lange at kæden måtte udvide til Black Saturday.
Kunderne blev mødt af beskeder som: ’Nummer i køen: 20.709’ og ’Antal personer foran dig: 3.811’, det oplyser epn.dk.
- Vi drukner simpelthen i succes lige nu, lyder det fra Thomas Meng, der er marketingdirektør for BR og Toys R Us.
På grund af den overvældende interesse, der har været for Black Friday-kampagnen i Fætter BR's webshop, har mange onlinekunder oplevet ventetid det meste af dagen, og nogle venter stadig på at få rabatten. Sådan lød det fra Thomas Meng.
- For at give alle kunder en fair chance for at få rabatten på 25%, har vi forlænget vores kampagne til lørdag 30. november 2013 kl. 23.59. Vi opfordrer vores kunder til at blive ved med at prøve og håber at kunne byde dem velkommen i vores webshop i morgen, siger Thomas Meng, Marketing Director for Fætter BR.